Winpopup: modtag meddelelser

For l�nge siden

WinNT, Win95, Win98, Win2K, WinME, WinXP, Win2003, Vista, Win2008, Win7

Når WinPopup finder ud af, at der er kommet en ny meddelelse, vil der ske en af følgende ting:
Enten vil WinPopup på proceslinjen blinke, ellers vil hele WinPopup billedet komme frem på skærmen med meddelelsen i. Hvis du foretrækker den sidste mulighed, skal du vælge Indstillinger under menuen Meddelelser og markere "Pop-up-dialogboks, når en meddelelse modtages".

Hvis du vil have WinPopup til at komme med et lyd-signal, så du er sikker på ikke at overse dine meddelelser (når du sidder med ryggen til skærmen og taler i telefon, eller hvis du sidder og læser en anden meddelelse, når den nye meddelelse kommer), skal du i samme dialogboks markere "Afspil lyd, når en ny meddelelse modtages". Den tredie mulighed, "Altid øverst" sørger for, at WinPopup aldrig "begraves" under andre vinduer...

Hvis du har mere end en enkelt WinPopup meddelelse, der venter på at blive læst, kan du "scrolle" (igen et godt dansk ord) ned gennem meddelelserne ved at bruge ikonerne for højre og venstre pil (de ligner godt nok mere "Fast Forward" og "Rewind" på min båndoptager).
For at slette en meddelelse trykker du på ikonet for affaldsspanden (ikke at forveksle med papirkurven på skrivebordet). Når du gør dette, minimeres WinPopup dialogboksen automatisk. Hvad du end gør, så lad være med at trykke på krydset i øverste højre hjørne. Dette vil afslutte WinPopup og du vil så ikke længere være i stand til at modtage meddelelser (før du genstarter WinPopup). Du ville da heller ikke hive stikket ud af telefonen, med mindre du absolut ikke ville forstyrres, vel ?